For præcis 1 år siden blev vi ringet op fra det plejehjem, som min Farfra kun havde boet på i ca 3 uger.
Min Farfar havde lungebetændelse. Det vidste vi godt, for vi havde også været ude hos ham dagen forinden.
Nu ringede de og sagde, at hvis vi havde mulighed for det, var det nok en god ide at komme ud. Han var dårlig.
Jeg kom som den første derud. KL. var 8.30. Derefter kom min mor. Vi kunne godt snakke med min Farfar, vi lavede kaffe og sad om hans seng og sludrede.
Derefter kom min søster med hendes to børn og min lilesøster. Søster fra København havde faktisk planlagt at skulle komme hjem og det var helt perfekt.
I kraft af mit job kunne jeg væde hans mund, når den blev for tør. Jeg forsøgte at give ham noget at drikke, men han ville ikke have noget.
Ved middagstid havde han kvalme og jeg cyklede til byen for at få noget kvalmestillende. I håb om han ikke sov ind, mens jeg var væk.
Søster fra København kom og vi fik snakket med ham. Stille og rolig. Han så vi var der, så hans oldebørn og var så glad for at se dem.
Sidst på eftermiddagen tog min søster hjem med børnene og lillesøster fulgte med, med den viden at det nok var i dag han sov ind.
Jeg tror ikke, vi har spise så meget den dag, jeg husker det ikke. Men kaffe fik vi masser af.
Løbende kom plejepersonalet og skiftede tøj og sengeøj. De var der, men de vidste også, at vi var der. Vi fik tiden alene med min Farfar.
Kl. 21 kom plejepersonalet igen og skiftede nattøj på ham, og vi gik ud på gangen. Da vi kom ind igen kunne vi se at han var på det sidste.
Vi, min mor, søster fra København og jeg satte os omkring ham, tog ham i hænderne og sagde vi syntes ham skulle sove lidt.
Sådan sad vi, da han sov ind og åndede ud for sidste gang kl 21.35.
Vinduerne belv åbnet. Klokken sat i stå og plejepersonalet belv tilkaldt.
De klædte ham fint på mens vi fik ringet rundt til familine, der skulle vide det.
Vi var hos ham hele tiden. Tænk at døden trods alt kan være så smuk. Alle havde nået at være der og han havde opfattet vi var der.
Selvom der er gået 1 år; selvom ham var en mand på 89 år, så var han min Farfar som jeg stadigvæk savner.
Vi har haft mange gode tider sammen og nu er det slut. Nu er der kun minderne.
lørdag den 7. april 2007
Min elskede Farfar
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
10 kommentarer:
Det lyder som en smuk afsked. Jeg kan godt forstå, du savner din farfar. Det er mange år siden jeg mistede mine bedsteforældre. Det værste i den sammenhæng jeg har prøvet, var at miste min elskede mor for 3 år siden. Puha det er strengt, og jeg savner hende også stadig og vil nok blive ved med at gøre. Men vi må hæge om de gode minder, og at vi har haft nogen dejlige mennesker i vores liv.
At tage afsked med livet, omgivet af sine kære, det må være den beste måde at sige farvel på,for alle parter.
Det er godt du har minderne, så længe du har dem, så lever han jo stadig, i dit hjerte:-)
deborah- Jeg mistede min far for ca 4 ½ år siden, så jeg kender desværre også det at miste en forældre. Men heldigvis har vi minderne og har været glad for den tid vi fik sammen.
Judith - Ja han er stadigvæk i mit hjerte. Og jeg vil sige, at det var så smuk en oplevelse vi fik sammen. Og heldigvis var vi sammen med ham, da han sov ind.
Hej Marianne! Den kære farfar Thorvald, ham ku' vi også li' i København... især når han fortalte historien med hunden og stokken:-)! Jeg er glad for at jeg nåede at lære ham at kende, da han er så vigtig en person i Henriettes, dit og resten af familiens liv!
Lars- Du får mig til at smile. Hunden og stokken, den var så god :-)
Ja ham farfar har betydet meget for hele familien, og han nød også jer svigersønner.
Det lyder til at have været en meget smuk afsked, du fik med din farfar.
fisker & fernández- Det var det. Jeg tror det må være den bedste måde for alle. At være omgivet af familie når man sover ind, og for familien at vide vi gjorde det bedste for ham.
Hvor er det smukt beskrevet. Jeg er meget rørt.
anne o'manne- Mange tak.
Det var rigtigt dejligt for mig at få det nedskrevet.
Send en kommentar