blog top

fredag den 8. juni 2007

Min Far

Fredag den 08.06 2007 betyder det er 5 år siden min far døde.
Min far blev kun 56 år.
Det er en af de mærkedage der er lidt underlige.

Min far fik lungekræft og var syg i ca 3 måneder før han sov ind.

I min familie står vi sammen. Så hver gang min far skulle have kemo var vi minimun 2 med ham til Århus. Min mor var altid med og en af os fire af hans piger. Så brugte vi en hel dag derude sammen.
Når han skulle til de samtaler, der var i forbindelse med sygdommen, om hvordan det stod til, var vi med. Her var vi alle med. Min far ville meget gerne, have vi hørte det sammen.

Da han var indlagt 14 dage med lungbetændelse var vi der alle mand 2 gange om dagen. Alt i mens jeg læste til eksamen på seminariet. Jeg ved ikke hvor enerigen var, men den var der.

Den sidste samtale på Århus Kommune hospital var frygtelig. Vi tog allesamen derud. Søster fra København kom hjem og deltog.
Da vi kom derud, kunne de ikke finde hans røgtenbilleder, de skulle tale ud fra. Derfor ventede vi i 6 timer derude, før vi billederne blev fundet og vi fik at vide de ikke kunne gøre mere, at behandlngen blev stoppet.
Der blev vi kede af det! Selv de professonelle sygeplejesker måtte tørre en tåre væk.

Min far fik min og min søsters fødselsdag med og for 5 år siden døde han hjemme om natten, hvor min mor var sammen med ham. Vi vidste ikke det var nu og det gjorde han heller ikke selv, før minutterne inden han sov ind. Han var ikke bange.
Vi fik taget afsted med ham allesammen. Min farfra fik taget afsked med sit eneste barn.

Efter 5 år savner jeg stadigvæk min far. Jeg kan stadigvæk tænke, at der er ting jeg lige skal vende med ham, men kommer i sekundet efter til at tænke på, at det kan jeg ikke.
Vi snakker meget om ham og han er meget savnet. Ikke bare af min familie, men af andre mennesker der kendte ham.
Men tænk der allerede er gået 5 år.

9 kommentarer:

Anne O'Manne sagde ...

Kæreste Marianne

Jeg sidder med tårer i øjnene. Du beskriver det simpelthen så smukt.

Hvor er det dog urimeligt, at du skulle miste din far. Men hvor lyder det bare som om, du har en helt fantastisk familie.

Knus
Anne

Marianne sagde ...

anne o'manne- jeg ha den bedste familie, og vo står sammen lige gyldigt hvad. Men dette kunen vi godt have undværet.

Anonym sagde ...

Jeg kan sagtens følge dig. Jeg tror ALDRIG man bliver klar til den afsked med sine forældre. Min søde mor blev kun 68, og det er 3½ år siden hun døde, og jeg savner hende også hver eneste dag. Har en veninde, der står i det, hvis mor er 84 - og det trods alt en pæn alder, men det er hendes mor - det er meget, meget svært, om ikke det sværeste...Kærlige tanker til dig på en dag, jeg lige nøjagtig ved, hvordan er.

Anonym sagde ...

Det er altid hårdt at miste, specielt at tage afsked med sin mor eller far uanset alder.
Savnet vil altid være der, jeg mistede min far som 14 årig
(han var 39)og jeg ærger mig over hvad han er gået glip af, så som børnebørn og oldebørn feks. Men så længe man tænker på dem så lever de stadig videre, i ens hjerte.

Sifka sagde ...

Det er det, der overrrasker, underligt - tænk, pludselig er der gået xx antal år.

Jeg har selv mistet min far for 5-6 år siden og ja, jeg savner ham og er tit på vej til telefonen for at ringe op og fortælle om op og ned.

Marianne, god weekend.

Mia sagde ...

Jeg er med Anne her. Du beskriver det meget smukt, men hold da op hvor jeg også bare forstår dine følelser om, hvor savnet han er.

Jeg har stadigvæk begge mine forældre, men bare tabet af mine bedsteforældre har været hårdt, og det må være endnu meget sværere når det så er ens forældre.

Men det er godt I har hinanden i familien, Marianne. Sikke en støtte I har givet din far, og hinanden i den svære tid i var igennem for 5 år siden.

Tanker fra

Mia

Marianne sagde ...

Tusind tak for jeres ord på dette indlæg.
I er desværre også nogle der har pøvet at miste, og selv ved hvor svært det kan være. Men det er rigtigt, at selvom de er væk, er de stadigvæk i hjertet og minderne. Fo dem har jeg heldigvis mange mange af :-)

Mange tak for jeres tanker til mig, det betyder rigtig meget at læse.

Anonym sagde ...

Jeg kan godt forstaa, du savner din far. Det er uretfaerdigt at skulle miste et menneske man holder saa meget af. Du beskriver saa flot om hele forloebet omkring hans doed og om, hvordan i har klaret det sammen. Sikke et sammenhold og overskud har hinanden i mellem.

Tak fordi du deler det med os :-)

Marianne sagde ...

fiske & fernández- Tak for dine søde ord. Jeg har faktisk tænkt meget over at skive lige netop omkirng min fars død. Det er meget personligt, men jeg er utolig glad for det er modtaget så fint. Jeg er glad for at kunne dele det med jer, for det var og er en stor udfordring at skulle 'overleve' det,at miste ham. Jeg ville nemlig ikke udstille ham, men bare mindes og dele lidt ud af min sorg.
Tak for dine ord, de gør mig meget glad :-)