blog top

mandag den 29. oktober 2007

Et lys for livet

Mørket er kommet, stearinlysene er tændte og træningen er overstået.
Jeg kan se frem, og er allerede i gang, med en maraton uge med en masse arbejdstimer, men hyggelige timer, jeg ser frem til.

Jeg er i disse dage - og mange dage før disse, berørt af andres menneskers følelsesmæssige liv. Døden banker på hos mange, jeg kender og hos en andre ved vi endnu ikke om den viser sit ansigt.

2 bekendte har i de sidste måneder mistet helholdvis deres mor og far. En veninde mistede sin alt for unge svigerinde pludseligt, en veninde venter på lægernes svar, om hendes mor har lymfekræft og en bekendt passer godt på sin dødsyge far.
Jeg er der for dem. Jeg spørger, for jeg tør godt spørge, for jeg kenders desværre deres følelser. Jeg tør godt være der, når de bliver kede af det. Jeg er glad for at tilbyde mine ører, og bare lytte, men det gør ondt på mig!
Det vækker minder og en smerte frem hos mig, fra dengang jeg mistede. Jeg troede, at det ville blive mindre med tiden, men jeg bliver inderst inde berørt og ked af deres livshistorie.

Jeg gør og skriver ikke dette for at lyde som en superkvinde, en overskuds kvinde, eller for at blive klappet på skulderne eller roses. Jeg skriver det, fordi det er de følelser, jeg har lige for tiden!

Jeg kan rumme det i mit hjerte, jeg kan rumme mine egne følelser, jeg kan rumme det, for jeg har så meget at give af. Jeg ved selv, hvilken betydning det var, at en turde spørge og ville lytte igen og igen i den svære tid.
Jeg ved, at mange vil sige, jeg skal passe på mig selv, men det gør jeg også. Jeg kender mig selv så godt, at jeg ved hvornår jeg skal passe godt på mig selv.
Jeg ved også hvorfor disse tanker kommer tæt på nu, for i næste måned er det min fars fødselsdag.

Jeg er ikke pissemist, men optimist. Jeg er ikke deprimeret eller ked af det, men er bare glad for at kunne værre der for mennesker der har brug for hjælp.

Jeg vil gå tidligt i seng med en god bog, for en forkølelse er ved at komme. Det er det dejlige efterårs skyld :-)

Rigtig god aften

16 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du er en god veninde, Marianne. Du giver noget til dine venner, som de har brug for og som ikke alle kan give dem. Jeg synes det flot og stort at du magter det, for det er bestemt nogle meget triste situationer dine venner sidder midt i. Samtidig er det sikkert også nogle situationer, som ripper op i nogle stadig ømme sår på din krop. Bliv ved med at gøre det du gør, jeg er sikker på, at dine venner også ville gøre det for dig.
Knus og tanker

Marianne sagde ...

fisker: Tak skal du have :-)
Jeg håber og ved at de vil gøre deres bedste. hvis det var mig, som havde brug for støtte. Det er bare så utroligt, hvor mange mennesker omkring mig, hvor livet har taget en skelsættende drejning.

Sifka sagde ...

Dejlige ord, Marianne og god aften:)

johanne sagde ...

Kære Marianne. Du giver dine venner det, de har allermest brug for. Du giver dem dine ører og din tid. Du er der for dem, og det betyder så uendelig meget i sådanne situationer.
Du kan ikke sige eller vise dem det for ofte... Tak for dine tanker og din medmenneskelighed.

Lotte sagde ...

Hvor er det dejligt at læse dine ord og vide, at der er mennesker som dig til.

I begyndelsen af 2005 var der tre af mine venner som mistede hhv. to fædre og en mor. En fjerde venindes mor fik konstateret kræft - alt sammen inden for fjorten dage. Og jeg følte ikke, jeg kunne være der for dem, for jeg stod midt i at aflevere speciale og lignede et genfærd. Bagefter har jeg forsøgt at tage revance - og det har vist sig, at de alle har haft brug for støtte længe efter, at de fleste af deres nærmeste var holdt op med at spørge til hvordan de havde det. På den måde føler jeg, jeg har fået indhentet "det tabte", og har kunnet bidrage med ører og skuldre efter at andre var kørt trætte.

Marianne, jeg tror, du er en god lytter, både fordi du er et varmt og favnende menneske og fordi du selv har mistet. Du kender det følelsesmæssige landskab, dine venner bevæger sig rundt i lige nu, og det skal man ikke undervurdere.
Så bliv endelig ved - og tak fordi du delte dine gode tanker.

Nille sagde ...

Marianne,

Jeg mistede selv min far af kræft i bugspytkirtlen, da jeg var knap 32. Jeg havde boet i Belgien i 2 måneder. Og jeg kan sagtens følge dig. Både i tankerne op til fødselsdage - for mig er det mere op til dødsdagen, som du kan se af mit indlæg til ham den 4/9. Men det er også vigtigt at folk ikke er bange for at spørge. Jeg var meget alene med det i et fremmed nyt land... og det gav bagslag. Jeg betalte en høj pris senere - men det kræver også, at man er bevidst om sine egne behov. Og det virker du meget afklaret med. Selvfølgelig bliver det nemmere med tiden - men man glemmer aldrig!!! Jeg har læst en del bøger om netop sorgbearbejdning og tab af forældre, og det er ikke nemt. Men det er forfærdeligt for alle mennesker, som gennemlever det - og især her op til julen.

Godt, at du er der for dem - men det kan også tære på energien!!!!

Marianne sagde ...

Sifka: Mange tak skal du have :-)

Marianne sagde ...

Johanne: Tak for dine meget søde ord. Jeg er kun glad for at kunne hjælpe, og det er nok helt enkelt, bare at kunne lytte og være der. Jeg håber, det vil hjælpe dem :-)

Marianne sagde ...

Lotten: Sikke en frygtelig periode!!!
Du har fuldstændigt ret! Du giver dem lige præcis, hvad de har brug for, at andre vil høre om det igen og igen og spørger. Du giver omsorg i fulde drag, og det er så vigtigt også at være der efter -længe efter.

Tak for dine meget varme ord!

Marianne sagde ...

Nille: Du kender det desværre også alt for godt! Jeg har læst dit meget rørende indlæg!

Du har været alene, hvor jeg heldigvis boede ret tæt med min nærmeste familie, min daværende kæreste, hans familie og veninder. Men det var min familie jeg brugte, selvom vennerne gjorde deres bedste.
Derfor har jeg kunne få mange ting på plads, og snakket igen og igen om forløbet med min far.

Det kræver enerig, men den har jeg nu, så jeg giver mig fuldt ud!

Nille sagde ...

En lille bemærkning til Lotten, som jeg ikke kender, men som måske læser dette. Det er aldrig for sent!!!! Og man har brug for det lang tid efter... det vigtigste er, at viljen er der til at lytte. Mange gange går det også lidt på tur - derfor er der også behov for nogle 'nye' lyttere senere i forløbet, hvor det er andre tanker, der vendes!

Marianne sagde ...

Nille: Du har ret, at der er behov længe efter. Og år efter!

Anonym sagde ...

Hvor er du dog et fantastisk menneske, Marianne!!

Bedre ven kan man vist ikke ønske sig, en som er der, kan lytte og ikke mindst rumme ens ked-af-det-hed.........det er STORT!! Vær stolt af dig selv :-)

Mange hilsner og tanker
Birthe

Anonym sagde ...

Rigtige venner magter........ rigtige venner er der......du er der fordi du er den du er....

Marianne sagde ...

newyorkerbyheart: Mange tak for dine fine ord. De varmer!
Jeg kan bare huske hvordan det var og hvad jeg ville have ønsket. Det er det jeg forsøger at give af nu :-)

Marianne sagde ...

Marianne: Tusind tak! Jeg blev virkelig glad for dine ord.