blog top

mandag den 7. april 2008

Mine tanker er stadigvæk hos ham....

Nogle datoer bliver husket, selvom jeg ikke bevidst går og vil husker på dem.
I dag er en af dem... På dagen i dag tænker jeg på min elskede Farfar.

Selv efter 2 år, savner jeg ham virkelig stadigvæk, og jeg kan stadigvæk få tårer i øjnene over, hvilken smuk en oplevelse døden kan være, og hvor glad jeg er, for at jeg var ved hans side hele tiden, til jeg kunne lukke hans øjne i for en sidste gang.

Jeg har tilbragt mange, mange timer sammen med ham. Hørt historier, drukket kaffe, hjulpet ham og nydt bare at være sammen med ham.
Sådan har vi, min mor og søstre haft det, og det blev ikke mindre, da vi mistede min Far, hans søn. Der kom vi tættere på hinanden.

Det vil altid være i mine tanker og måske ligefrem gjort mig mindre bange for døden. I al fald mere voksen!

6 kommentarer:

Shabby - Marianne sagde ...

Minderne er så gode at havde - de gør hverdagen lykkeligere, syntes jeg. Du er heldig at du nåede at få tid med din Farfar, at kende din baggrund...

fiskerfernandez sagde ...

Smukt skrevet, Marianne.

Din Farfar og din Far er helt sikkert med dig i aanden unset hvor du gaar.

Madame sagde ...

Hvor er det smukt formuleret! Det gyser i mig af genkendelse over det at miste et elsket menneske. For mig var det allerværste nok at miste min mor. Og med tiden at mærke at jeg også savner min mormor forfærdeligt.

Lotten sagde ...

Som jeg også skrev hos Majsemor tidligere i dag, så lever vi desværre i et land, hvor døden ikke er så integreret en del af tilværelsen som andre steder. For mange er den omgærdet af tabu og det gør det svært, når man havner i en situation, hvor man rent faktisk er nødt til at forholde sig til døden - hvilket de fleste jo vil komme til på deres vej gennem tilværelsen.
Jeg tror, at du gennem dine oplevelser med dødsfald i familien har fået et mere helstøbt forhold til døden og til det at miste. Og det er en erfaring, der kan hjælpe dig fremover. Bl.a. som du selv nævner, i forhold til at være mindre bange for døden.

havehyrden sagde ...

Hvor er det dejligt at høre at du mener at døden kan være smuk. Min mor døde for snart 6 år siden, døden var ikke smuk (dertil er kræft en alt for tærende sygdom), men den var fredfyldt! Jeg var glad da hun døde, fordi både min mor og jeg havde sluttede frem med hendes sygdom. Vi var tætte i livet med også i hendes død. Jeg savner hende utrolig meget. Men det kunne ikke være anderledes!

Marianne's mening sagde ...

shabby-Marianne: Hverdagen lykkeligere, er det de gør. At kunne genfortælle med et smil og have minder at tænke tilbage på.
Jeg var heldig med min Farfar.


fisker: Mange tak, Fisker! Jeg håber de er med mig, selv tænker jeg på dem tit :-)


madame: At miste en forældre, tror jeg er det værste. Lige gyldigt, vor gammel vi er, når det sker. For det var vores forældre. De burde jo være i blandt os, hele vores liv og opleve vores glæder og sorger. Heldigvis har jeg min søde mor at dele med.


Lotten: Det er nemlig underligt, hvor svært døden er at tale om. Folk tør ikke spørge ind, for tænk om man begyndte at græde. Og døden kan ingen undgå på et eller andet tidspunkt, og jeg er glad for jeg har oplevet døden på en smuk måde.


havehyrden: Det er så trist at miste en forældre!
Min far døde for snart 6 år siden af lungekræft, men heldigvis må jeg igen sige, at han fik en værdig død. Men savner er der stadigvæk. Det vil aldrig gå borte, for minderne minder mig om ham, selv ved hverdagsting.