blog top

onsdag den 25. juni 2008

At sige fra aller øverst oppe...

Dagen var været god. En af de arbejdsdage, hvor man er helt glad, når man hopper på cyklen hjem efter ti timer.
Jeg og to andre kollegaer havde arrangeret en tur til sommerlandet for tre af beboerne. Inden alle andre kommer i gang med at holde ferie, tog vi afsted, og nød en dag i solen med togtur, karruseltur, sejltur, hvor pædagogerne kom på arbejde med at træde i pedalerne i cykelbådene.
Aftensmaden blev spist på en restaurant.

Sådan skulle hver dag være. Altså ikke med tur, men med tid!
Vi bliver mere og mere presset i vores hverdag, De sparer og sparer, og når vi tror målet og enden er nået, skal der lige spares endnu mere... jeg fatter ikke, vi kan mere! Fatter ikke, at vores sygefravær er så lille, for vi er alle virkelig presset!

Jeg skal her på mine fridage til at lave et udkast til vores øverste chef for vores område. Nu vil vi ikke mere! Vi bliver nødt til at være synlige, sige vores faglige mening! Sige fra! Det brænder i min mave. Det er umenneskeligt!

Men måske er det vores turer, vores arrangementer med beboerne, vi skal stoppe for at være synlig. Måske skal vi lade være med at være så fleksibel, og lade være med at løbe så hurtigt! Måske er det den måde vores øverste chefer så kan forstå det arbejdspres, som de kun øger!

Men det kan vi selvfølgelig ikke gøre, for det vil gå ud over beboerne og det vil vi ikke have!
I stedet for, vil jeg nu, stille og roligt nyde dagens oplevelser, de mange smil, knus og grin, som jeg har fået og bare nyde at jeg har fri.
Fri til at skrive et brev til de øverste...

4 kommentarer:

Nille sagde ...

Det er så surt - og sådan er det alle steder. Det, der gør det ekstra surt i dit (Jeres) tilfælde er, at det går ud over uskyldige mennesker - som har behov for nærvær og folk med overskud. Til gengæld synes jeg, at det er flot og konstruktivt af dig at bruge tid på at komme med løsningsforslag! Jeg håber, at de vil tage dem seriøst...

Marianne sagde ...

Nille: Ja, alle setder sparer, og ind imellem må man lige forsøge at gøre noget ved det. Jeg ved godt, at vi ikke kan ændre beslutningen, som er taget, men vi bliver nød til at sige vores faglige mening. SÅ vi føler, vi har gjort noget, kæmpet lidt.

Men jeg håber, at de vil se og lytte og måske se, at det ikke er det rigtige valg, de har taget!

Anonym sagde ...

Det er hårdt når arbejdet begynder at æde ens privatliv.

Det er smukt, at I tænker mere på at borgerne skal have det godt. Kan man ikke finde en mellemvej eller et serviceniveau, som næsten kan realiseres uden overarbejde?
Det er klart at sparemanøvren går ud på at effektivisere, altså at man finder de steder, hvor der bedst kan undværes service.
Jeg sidder i øjeblikket som en lus mellem 17-18 negle, fordi jeg ene mand forventes at gøre 2.5 mands arbejde plus at være til stede som et vagthold på 7 mand. Det kan man naturligvis ikke, og jeg benytter enhver lejlighed til at gøre opmærksom på at serviceniveau'et skal være realistisk.

Marianne sagde ...

donald: Jeg har fundet ud af, at arbejdslivet ikke er det vigtigste i livet, men betyder meget. Man skal passe på det ikke æder livet op.

Vi vil sige vores mening, for vi arbejder med nogle af samfundets svageste borgere, det er os der er tættest på dem i hverdagen.

Det er virkelig så frustrende at arbejdspresset vokser over alt. Det er da heller ikke en nem situation du sidder i!
Hvordan kan vi nnogensinde gøre alle tilfreds omkring os... men det skal vi måske heller ikke.
Du har helt ret i, at der skal gøres opmærksomt på det realistiske i, hvordan og hvor meget arbejdet kan gøres. Men, jeg syntes også, det tager lidt på kræfterne.

Pas på dig selv i dit arbejdspres!