blog top

fredag den 8. august 2008

En kærlighedshistorie af de store...

I sidste uge læste jeg i Femina om, hvordan Marco Friis, ham med de fine fine kopper, og hans kone fandt hinanden.
En smuk og meget rørende historie.
Hun kom ind i hans butik, og han vidste med det samme, at hun var noget helt specielt.

Han måtte dog lede og lede efter hende, men fandt hende tilsidst og vandt hendes hjerte.
Det er sådan en historie, sådan en kærlighed, jeg går og drømmer om.
At kunne gøre et så hjertegribende indtryk på en mand, at han vil gøre meget for at finde mig og vinde mit hjerte!

Men så forleden... faktisk i søndags, da jeg efter kun 4 timers søvn, med en pizza under armen gik hjemad, stoppede en bil op.
Faktisk var det en postbil, og jeg regnede med det var en, jeg kendte, så jeg kiggede ind ad vinduet.
Der sad en fyr, jeg ikke kendte, på arbejde og ville spørge mig om noget. Jeg troede, han ville spørge om vej, men nej.
Han havde set mig rundt i byen, og ville lige høre, hvad jeg hed og om, hvordan det gik...
Jeg kiggede, smilede og gik min vej...
Det virkede ikke på mig!

Nu er det, jeg tænker.... tænk om det var min Marco-historie. Tænk om det var ham...
Hvis det er, må han gøre det bedre. Jeg bed ikke på i første hug...
Jeg må vente lidt endnu.

15 kommentarer:

Anne O'Manne sagde ...

Hahaha... Bare vent, postmanden finder dig, når du mindst venter det ;-D (Ad, det lyder næsten som titlen på en gyser).

Jeg håber, at du snart bliver fundet af din rigtige Marco. Jeg møder kun forkerte Marcoer, men man må give dem, at de er ihærdige :-S

fiskerfernandez sagde ...

Ja, det er vist ofte sådan, at hvis man bliver 'antastet' af en mand på gaden, så løber man skrigende væk. 'Det er jo sikkert en eller anden taber' tænker vi vist. Hvem vil ellers stoppe en på gaden på den måde?

Jeg håber lidt, at postmanden er din Marco, og at han finder dig igen. Og overbeviser dig. Det kunne da være skide romantisk!

Lotten sagde ...

Ahhh, El Postino!!!
Tænk om han ER din Marco?
jeg kender en pige, der blev stoppet af en fyr, som spurgte om han ikke måtte ordne hendes cykel, fordi han havde lagt mærke til, at den skramlede så gudsjammerligt (og nå ja, så syntes han vist også, at hun så ret sød ud). I dag er de gift og har to børn. Cyklen fik han aldrig fikset.

Nogen gange skal man ikke blive så forskrækket ;-)

Husejer sagde ...

Sikke en overskrift på din historie, hvis han er din Marco:

Posten kom med kærligheden

Altså den mærkeligste romance jeg kender, var en ung mandlig journalist, som skulle skrive en nekrolog over en mand, som var død pludselig og uventet.

Han er nu gift med mandens datter!

Jeg tror, at man skal være åben for sit Marco-moment og ikke mentalt skrive drejebogen for det på forhånd, det kan ske pludseligt og uventet.

Marianne's mening sagde ...

Anne: Eller... han kommer når jeg mindst venter det... ;0)

Jeg håber, jeg har min helt egen kærlighedshistorie derude!
Og jeg tror, også din er der, med den helt rigtige, og ikke alle de ihærdige forkerte nogle!

Marianne's mening sagde ...

fisker: Det er nemlig det, Fisker. Jeg er i af fald ikke vant til det, så det var altså noget underligt. Men jeg må sige, at han havde dog modet til at gøre noget; det skal han have :0)

Jeg tror nu ikke posten bliver min Marco, men man ved jo ikke :0)

Marianne's mening sagde ...

Lotten: Jeg tror ikke, det er ham...
men du har ret; man skal ikke altid være så forskrækket over at blive talt med på åben gade...

Men din fortælling lyder nu også rigtig romantisk!

Marianne's mening sagde ...

husejer: Du har også en romantiskfortælling. Så kan det virkelig ske!
Han har mødt kvinden i sorg og fundet hende uimodståelig. Smukt!

Men jeg tror ikke det bliver den post, der kommer med kærligheden! Men det kunne blive en god historie!

Man kan og skal ikke mentalt kun gå og vente på Marcus-momentet, for så bliver det vist for påtaget.
Nej, sådan noget skal ske helt af sig selv.

Faktisk er jeg vist ikke ret åben over for det, må jeg indrømme :0)

Kanonkuglen sagde ...

Marianne kom du nu til Kjøvenhaun, så skal vi nok finde dig en mand herovre... se bare hvordan Henriette var MEGET MEGET heldig at finde sig en god mand - ha haaaaa haaaaaa:-)!

Marianne's mening sagde ...

Kanonkuglen: Heldig og heldig...
Men ok, så kommer jeg over ;0)

Madame sagde ...

Det var en dejlig historie og sjovt at læse kommentarerne. Jeg ville heller ikke være hoppet på netop postmand Marco - men det gælder om at være åben, som du også selv siger :-)

NILLE sagde ...

Jeg har en gang prøvet det... og blev faktisk også skræmt af, at han var rejst det halve land rundt med efterlysningsplakater for at finde mig... men jeg var altså kun 18 år. Men tænk hvis det nu var ham??? Måske finder han dig igen - jeg synes da, at det er meget sødt gjort - især med risikoen for at blive antaget for en psycho!

Marianne's mening sagde ...

madame: Det er ret sjove kommentar og historier vi får her. Det er rigtig dejligt, at andre deler ud :-)

Jeg vælger at tro, at det ikke var min Marcus i postbilen ;0)

Marianne's mening sagde ...

Nille: Det var da en fyr, der var meget ihærdig og bare ville finde dig. Hvor romantisk, men også noget skræmmende!

Der er nemlig en stor forskel på, at Marcus Friis og hans kone havde sludret og snakket i hans butik og så på at blive 'antastet' på gaden af en fremmede.
Jeg kan bedst lide det første :0) Deres måde lød så romantisk og så hjertevarm!
Det blev gjort på en ordenligt måde!

Anne sagde ...

Hvis vi nu alle begyndte at sende dig noge post med snail mail..så kunne det jo være at det var ham du mødte der skulle levere til din postkasse? :-)