Igen presser den grusomme side af livet sig ind i min hverdag.
Endnu en veninde fik en frygtelig besked i går om, at hendes mor er meget alvorligt syg.
Jeg føler mig så magtesløs, og vil gøre alt for, at de ikke skulle lære de sider af livet at kende. Men jeg ved jo fornuftigt godt, at sådan leves livet jo desværre ikke.
Jeg bliver trist ovre de grusomme nyheder, jeg har fået på det sidste. Der er blevet sagt begge gange, at de ikke vil gøre mig ked af det, ikke ribbe op i min personlige sorg omkring min Far.
Jeg fortæller og mener det, at det gøre de ikke. Jeg bliver ked af det, berørt, men det er over deres situation. Deres fortælling. Jeg kommer da til at tænker tilbage, men det gøre ingenting. Man må gerne blive ked af det.
Jeg vil gerne være der for dem, men er kommet til at tænke på, om jeg maser for meget på?!
Jeg skriver sms, men skriver også de ikke behøver at svare. Hvor meget skal jeg tilbyde? De har jo deres egen familie, og jeg ved godt, at det er vigtigt, at de er sammen. Jeg vil jo ikke overtage deres sorg, men jeg vil bare gerne have, de ved jeg er der (-hvilket jeg godt ved, de ved...).
Jeg skal måske passe på ikke at blive for omklamrende, selvom jeg ikke mener, det er det, jeg gøre. Jeg kender jo trods alt mine veninder.
Måske er jeg bare så frygtelig frustreret over, at jeg har mennesker tæt på mig, som lige nu er i deres livs måske største sorg. At de er ved at få samme erfaringer, som jeg for syv år siden fik med i min habitus.
8 kommentarer:
Jeg tror godt, at dine veninder ved, at du er der for dem, når de får brug for det. Bliv ved med at tilbyde - de har brug for dig.
Kære Marianne!
jeg kender det alt for godt, står selv lidt i samme situation og bliver nærmest sådan lidt "stalker"-agtig.....
Jeg ved heller ikke helt om det er for meget, men på den anden side, vil jeg også bare have at vedkommende skal vide at jeg er der :-)
Knus til dig, dine venner er heldige at have en ven som dig!
Birthe
Tror ikke du er for anmasende. Det må være skønt for dine veninder at vide, at du er der, når de har brug for dig, også selvom de måske ikke kan overskue det lige nu. Bliv endelig ved, det er først i en krise at man finder ud af, hvem de rigtige venner er (ved godt det lyder ret kliché-agtigt, men det passer jo).
Jeg kan sagtens forstå dit dilemma - men jeg er sikker på, at dine veninder ved, at du er der; og at det er i en god mening.
Det eneste grotesk positive er, at du VED, hvad de gennemgår, fordi vi selv har været der. Men det oplever jeg også nogle gange som et problem - fordi de selvfølgelig er optimistiske; men min erfaring har tendens til at blive mere sortsynet.
På den anden side har jeg for ganske nyligt oplevet, at en kollega, som mistede sin mor har haft enormt behov for at snakke om sorgen bagefter. Der kunne jeg pludselig bruge mine erfaringer til at hjælpe hende - og det gjorde ikke ondt på mig; som du skriver - så er det hendes sorg.
Fisker: Du har ret. Jeg spurgte hende selv, da jeg kort tid siden, talte med hende.
Jeg blev bare i tvivl...
Birthe: Jeg tror, som de andre skriver, og som jeg også vil råde andre til, at sende en sms, være der og accepterer et nej. Og det kan vi jo sagtens klare at få et nej. Men vi skal være vedholdende og derfor er sms en god ting. Den behøver de ikke svare på med det samme eller overhovedet at svare på. Ind imellem ringer jeg dog, men accepterer også at telefonen ikke bliver tager.
Et stort knus til dig i din triste situation!
Grønlandsposten: Jeg bliver ved, som jeg er startet på, fordi det er det rigtige for mig. Blev bare i tvivl om det var forkert.
Så tak fordi I støtter op :0)
Jeg bliver ved og er så glad for, jeg har så meget overskud, så jeg kan klare en masse :0)
Nille: Det er måske først nu, jeg er helt klar til at hjælpe andre på en god måde, hvor det ikke gøre mig ked af det over min sorg. For som Julia Lahme siger, så bliver sorgen til savn, og det er nok der, jeg er nu.
Jeg blev bare i tvivl, men jeg kender også mine veninder så godt, at jeg vel godt ved, hvad de vil have og ikke have. Og så kan jeg sagtens klare et nej til at tale.
Nille, vi har en erfaring begge to, som andre kan få glæde af, netop fordi vi tør tale om det. Sådan vælger jeg at se det.
Tak for opbakningen allesammen!!!
Send en kommentar