blog top

fredag den 20. november 2009

Er det ikke dig?...

Jeg er frygtelig god til at huske ansigter.

Her til aften mødte jeg en kvinde, og jeg vidste med det samme, at jeg havde set hende før. At det måtte være igennem hendes børn.
Jeg er så tilpas nysgerrig og spørger hende, hvad hendes børn hedder og hvor de har gået i skole.
Navnene siger mig noget, men stederne jeg nævner, passer ikke.

Det irriterer mig, for jeg ved, jeg kender kende.

Så kommer det. Børnehaven. Jeg var medhjælper og hendes børn gik der for 15 år siden. Jeg vidste det! Jeg genkendte hende!

Nu kan jeg sove roligt, for nu skal jeg ikke tænke mere på det.


PS: hun spurgte om min alder og blev overrasket. Troede, jeg måske var på alder med hendes ældste datter.... hun er 17 år! Ok, det er måske lige at presse den. Så venlig behøver ingen at være ;0)

4 kommentarer:

Vita sagde ...

Hej Marianne
Det der kender jeg rigtig godt. Jeg kan simpelthen bare ikke gå videre med uforrettet sag. Jeg ville vride og vende mig til jeg havde svaret. Så jeg spørger altid. Så er jeg videre med det samme :-)

Marianne's mening sagde ...

Vita: Ja, lige præcist! Når jeg først har fundet ud af, hvor jeg skal placerer dem, så kan jeg komme videre, og tænker ikke mere over det.

Hurra for nysgerrighed ;0)

Grønlandsposten sagde ...

Uh, det er faktisk lidt irriterende nogle gange. Til en fødselsdag for et par uger siden mødte jeg en pige, som jeg syntes virkede bekendt. Det viste sig, at jeg har mødt hende på en kystrejse i 2005...

Marianne's mening sagde ...

Grønlandsposten: Det er faktisk irriterende, fordi...bare fordi jeg kan huske dem, behøver de jo ikke kunne huske mig, og skal jeg så hilse eller ej?!! :0)

Jeg kan lige se, hvordan du under fødselsdagen har forsøgt at finde ud af, hvor du kendte hende fra :0)