Jeg kaster håndklædet i ringen. Jeg må lytte til min krop, som vist har forsøgt at få taletid et i et lille stykke tid nu.
Er stoppet op og og kan mærke, at kroppen ikke helt vil samme tempo, som hjernen gerne vil. Når sulten bliver minimal, for måske at sige, den ikke findes, så er det på tide for mig at tage det alvorligt.
Når der ikke grines fra hjertet, men kun fra munden. Når jeg helst bare vil være lille, og passes, så skal jeg være sød ved mig.
Jeg kan undres om andre måske har kunne gennemskue det hos mig, da hun spurgte hvordan det gik. Bare sådan. Men det gik jo godt, sagde munden.
Så nu spilles der bordfodbold med nevøen. Jeg slapper af. Og må -desværre- indrømme, at jeg ikke altid kan magte det, jeg gerne vil i et tempo med fart, men ind imellem må jeg stoppe op og passe på mig. -Og bare at indrømme det, er stort. Men så er jeg vel et skridt på vej.
6 kommentarer:
Hej, det er mig, der står her uden for vinduet med en stor blød madras, du kan lande på, hvis du falder.
Det skal nok gå, men først skal du hvile dig, min søde Marianne.
Erkendelse er første skridt.
Alt mulig held og lykke.
Frk. Annesen, Tak! Jeg håber ikke, jeg falder så tungt, men jeg tog det i opløbet.
Søvn og hvile gøre mig vist godt for tiden.
Morfar, Tak!
Det der erkendelsen er lidt svær, men jeg er vist ved at lære det...
Du skal nok komme på benene igen. Men ja, det tager tid at lære at lytte til sig selv og acceptere, at krop og hoved ikke altid vil det samme.
Tag dig alt den tid det tager, du må passe på dig selv :-)
Grønlandsposten, Det tager tid, og jeg kan slet ike forstå, jeg ikke kan finde du af at lytte noget før. At jeg lige skal slå benene væk, dog sammen med forkølelse og slaphed.
Efter en afslappende weekend, kan jeg allerede mærke bedring.
Men jeg må blive bedre til at lytte og passe bedre på mig :-)
Send en kommentar