Han sidder derover for. Spørger, hvordan det går. Jeg foreslår ændringer, og jeg får det, som jeg vil have det. Vi taler samme sprog, og det giver energi og lyst.
Han roser mig, og undres over, at jeg stadigvæk er dårlig til at tage imod rosen. Faktisk, når jeg at tænke, at jeg bare skal tage imod, men jeg slår blikket ned.
Han tilbyder arbejde. Ikke fuldtid, men timer. Han er begejstret for mig, som person, for min arbejdskraft. Jeg smiler og takker, at det er jeg glad for at høre.
Det går ganske godt. Selvom dagene pludselig er væk i arbejde, træning, projekt, men jeg er glad.
onsdag den 16. februar 2011
En Hverdag...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Uha, frygtelig med al den ros, som du garanteret har fortjent. Sug nu bare til dig, du må gerne;)
Sifka, Tak for troen. Ros og anerkendelse er ikke lige til, selvom det er det jeg søger og higer efter.
Jeg tog imod og praler af det her, så lidt har jeg da taget til mig af denne ros :-)
Send en kommentar