I dag kunne min Far blive 62 år.
I dag skulle vi have fejret ham med hjemmelig hygge, hele familien hjemme og dejligt mad.
Jeg kan stadigvæk se, hans smil og høre ham, når han skulle åbne gaverne.
Stadigvæk står det så lysende klart, selvom vi i 6 år ikke har fejret hans fødselsdag med ham.
Mit hjerte græder over alt det, han ikke nåede at opleve. At jeg blev færdig uddannet som pædagog, og fik et arbejde, han selv havde stor interesse for.
At han ikke oplevede nogle af hans piger blive mor, og han ikke oplevede nogle af hans børnebørn. I dag sang de fødselsdagssang for ham.
Jeg husker hans sidste fødselsdag. Med smil. Min søster og jeg havde købt en hue til ham. Han så så skør ud, at vi byttede den. Jeg kan huske, han sad i sit hjørne i køkkenet, og pakkede gaverne ud. Han fik vist også en bluse.
Der vidste vi ikke han var syg. Det fik vi først at vide 3 måneder senere. Han døde en uge efter min fødselsdag.
Dagen har ikke været præget af sorg, men af smil. Snak og minder. Stille og roligt. Vi har ikke fejret, for det gøre vi ikke. Vi har været sammen, men kun fordi det plejer vi at være om søndagen.
Savnet er i os alle. Som jeg plejer at skrive, det bliver ikke mindre, men anderledes. Han er dog stadigvæk savnet, nogle gange så voldsomt, at hjertet gøre helt ondt. Han er min Far og bliver ved at være det. Han forandrer sig ikke, for billedet af ham, er det for 6 år siden. Da han var glad og ingen frygt. Sådan vil min Far se ud resten af mit liv.
søndag den 16. november 2008
Af mit Hjerte Tillykke...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
20 kommentarer:
det er dejligt at læse, at du har de gode billeder i dig...for at miste sin far, der kun blev 62, det er godt nok for tidligt...Men tillykke til jer, der har haft en dejlig far :-)
Det er så smukt skrevet, kære Marianne.
I mistede ham urimeligt tidligt.
Godt at I har kunnet samles og mindes ham i dag.
Jeg tror, at hans børnebørn får en rigtig god fornemmelse af deres morfar, for du forstår at tegne ham med ord.
Det utroligt ik' - at man på en eller anden måde formår at komme videre, trods den ulidelige sorg og smerte. . Det er sku så mærkeligt - og pludselig er der gået så mange år! . . . Tillykke til din far - og til Jer. Og fortsat god sønnedag aften, Marianne. .
Tillykke til din far idag! Også min fars fødselsdag idag - han ville have fyldt 63!
Tanker til dig og din familie.
Anne: Jeg har heldigvis en masse gode og lykkelige minder og dejlige billeder fa min Far.
Han blev kun 56 år, så det var jo alt for tidligt.
Tak for det Anne, vi har nemlig haft en rigtig god Far :0)
Tak, Anne! Alt for tidligt var han væk.
Husejer: Børnebørnene kan genkende han på billederne, fordi vi tager/har taget mange billeder og bruger billeder meget.
Han ville have nydt at have børnebørn at forkæle og hygge om :0)
Nu må de lære ham at kende igennem os :0)
Pedrsn: Du har nemlig ret, man fatter de ikke. Midt i smerten tror man ikke på det, men erfaringen viser, at man kommer videre. Utroligt!
Men det er vel også sådan det skal være...
God søndag tilbage til dig :0)
Frk. Maj: Tillykke med din far! Hvor pudsigt med samme fødselsdag :0)
Du kender jo desværre til det. Det er en speciel dag i dag, for os begge to og vores familier.
Vores fædre vil altid være hos os i minder og tanker.
Det var alt for tidligt de forlod os, de to fædre!
Knus og tanker til dig, og din familie!
Hvor er det smukt skrevet, Marianne!
Og jeg kender det så godt selv - det er bare min mor jeg savner.
Mon ikke din far sidder et eller andet sted og følger med i jeres liv?
Marianne, det er smukke ord og gode tanker. Jeg føler med dig...
Tillykke med din Far i går.
Marianne,
Det var så smukt skrevet - det fik tårerne frem og klumpen i halsen; for det er nemlig lige præcis den følelse det altid vil være. Sådan vil dagen også være om 10 og 20 år - men jeg er sikker på, at hans børnebørn vil vokse op med en idé af ham - som vil bliive dybere med alderen, når I snakker om andre aspekter af hans personlighed.
Vores indre billede af vores fædre vil være fastfrosset i en for tidlig alder - men det er et meget levende billede for os... og heldigvis, at du har et glad billede. Det er så uendeligt meget værd!
Stort kram til dig
Kære Marianne!
Hvor er det bare smukt og jeg blev rørt til tårer over at læse det! Der siges jo at det er de bedste der bliver taget fra os først - og det lader også til at være tilfældet hos Jer....
På trods af smerten, lyser kærligheden til din far igennem. Smerten vil altid være der, men også iblandet alle de gode og dejlige minder. Sådan lever vores kære videre: ved at vi bærer dem med os i vores hjerter og på den måde tager dem med i de store og små begivenheder der sker i vores liv...
Knus herfre
Birthe
En masse tanker til dig og tak for et godt indlæg :)
Madame: Ja, Madame, du kender desværre også følelsen, savnet af en manglende forældre.
Heldigvis har vi en masse gode minder :0)
Lotten: Mange tak for din hilsen til mig og min far :0)
Nille: Ja, det er jo ikke lang tid siden, det var omvendt!
Følelsen, den er underlig. Man tror, at næste år, så er det anderledes, men det er det altså ikke. Han vil jo stadigvæk være min Far, selvom han ikke er i live.
Men hvor ville jeg dog gerne have ham tilbage. Til at tale med, at få hjælp af. At have rundt om os.
Jeg tror også, at børnebørnene vil få et godt billede af min Far. Fordi vi tør tale om ham, vise ham frem på billeder og lade ham være i live i os.
Stort knus tilbage til dig!
Birthe: TAK!
Smerten og sorgen vil nemlig altid være der, men som du selv siger; så vil de altid være hos os i vores hjerter!
Heldigvis var min Far en virkelig god Far. Han var så hjælpsom, som jeg aldrig har mødt andre fædre.
Han var min allerbedste Far :0)
Frederikke: Mange tak for din varme og søde kommentar! :0)
Send en kommentar