Når vi mødes, står munden ikke stille et øjeblik. Snakken flyder hele tiden, men sådan var det ikke i dag.
Stille, med få ord gik vi mod skolen. Hun talte noget sort, jeg lyttede.
Der blev hilst, og der blev indrømmet, at de fleste var nervøse.
Vi åbner døren og så slår stemningen i hovedet på mig. Summen af nervøse unge mennesker. Jeg mærker den med det samme. Godt, det ikke er mig, men jeg kan godt mærke, den sniger sig ind, selv hos mig.
Klokken er lidt over ni. Det er panikdag på journalisthøjskolen, hun søger praktikplads, og der er en drømmeplads. Det er ikke lige som på seminariet; -nej, her skal der kæmpes! Virkelig kæmpes. Der bliver givet knus til klassekammerater og et held og lykke, selvom de kæmper om samme plads.
Jeg får mine instrukser, for jeg skal være telefonpasser. Tage imod opkald, når hun er inde til samtale.
Klokken 09.30 lyder signalet; praktikpladserne må ringe til de studerende, de gerne vil have til samtale.
Vi står udenfor hendes drømmeplads, men hendes telefon ringer ikke. Hun kan ikke holde ud at se, at der render folk ind. De er blevet ringet op. Stadigvæk ingen lyd fra hendes telefon.
Jeg tjekker lige med hende, at den nu er tændt.
Hun undskylder over at vi går lidt væk, men jeg følger bare med som skyggen, det her handler ikke om mig. Jeg kan godt fornemme og se, at hun er ved at blive trist, da hendes telefon stadigvæk ikke ringer.
Jeg forsøger med, at der ikke er så mange mennesker derhenne endnu...men kan jo godt se, at det er der, og jeg ved, der stedet kun har 7 pladser. Jeg holder mund.
Så ringer telefonen. Hendes telefon. Jeg lytter, men kan slet ikke fornemme, om det er en god opringning, altså fra drømmepladsen eller en af de andre.
Hun begynder at gå, gå hen, hvor drømmepladsen holder til.
Jeg ånder lettet op. De ringede til hende.
Jeg venter ude. Hun går ind. Tiden snegler sig afsted. Men pludselig åbner døren. Hun kommer ud, nærmest lidt pukkelrygget og det et gummiansigt... hvordan skal det lige tolkes, men jeg kan godt se det!
Hun er glad og jeg får det største knus, og jeg indrømmer, der er et par tårer hos mig, som skal tørres væk. Hun svinger med kontrakten på sin drømmepraktikplads. Hun fik den. Hun kaster sig på gulvet og ligger der, op igen og ligner nu en støvbold. Jeg spørger, om hun har set kantinen bag de store glasvinduer, hvor hun lige lå, men intet kan slå hende ud. Klokken er 09.43, tiden har bare føltes længere.
Den seje kvinde, der for et år siden fortalte mig om denne dag. Nu har jeg oplevet den selv, og hvilken fantastisk dag. Tænk, at jeg måtte være med. Tænk, jeg måtte være der for at støtte og hjælpe. Tænk, jeg var der, da hendes drøm gik i opfyldelse.
6 kommentarer:
Tak fordi du var der. Situationen var så sær og svær - men det endte jo fantastisk!
TAK!
(Gummiansigt... tsssss...)
Hun er simpelthen så sej, hende din veninde ;-)
Det må have været spændende for dig at være med og skønt for hende, at du var der til at støtte hende.
Jeg ved godt, at det sikkert ikke var sjovt i gaar. Men jeg kan se det hele for mig, og det giver mig et smil paa laeben.
En dejlig oplevelse for jer begge :-D
Anne, Min Kære Anne! ALdrig har jeg oplevet noget så underligt og intens. I kæmpede, DU kæmpede og det hele endte godt. Du er sgu sej!
Alle de store kanoner fra de danske medier var der, fordi de selv ville plukke de nye journalister ud. Det var ikke for sjov.
Jeg er så vildt stolt af dig og så vildt stolt over, jeg måtte komme med!
Grønlandsposten: Ja, hun er sej, ikk ;0)
Jeg er så glad for, at jeg kunne være med. Hjælpe enten med trøst eller jubel. Heldigvis blev det, det sidste :0)
Fisker: Anne og jeg har talt om det igen og igen. Det var sgu en underlig oplevelse, men vi smiler når vi taler om det.
Hun er ret dygtig, hende der Anne ;0)
Send en kommentar