Du som har tændt millioner af stjerner...

Engang sang jeg i  et gospelkor. Ikke sådan et, hvor vi havde ens flagrende dragter på og store armbevægelser. Det var med en underlig følelse, for det der med Gud og om at lovprise ham, var ikke lige min første prioritet. Men vi tog ud i kirker, med efterfølgende kaffe og lagkage i små landsbyer. Det var ganske hyggeligt, specielt fordi de fremmødte var imponeret.

Senere blev gospel udskiftet med et kirkekor. Jeg elsker at synge salmer. Så dramatiske og så romantiske. Jeg har sunget til utallige bryllupper, begravelse, barnedåb og Gudstjenester.

Jeg elskede at synge solo, og når jeg ikke gjorde det, sang jeg af lungernes fulde kraft. Folk, jeg kendte, kunne altid høre mig, hvis de - mest omkring den 24.12 - indfandt sig i kirken. Akustikken var fantastisk.
Det med Gud var stadigvæk ikke noget, jeg kunne stå indenfor, men derfor kunne jeg jo godt synge i Hans hus.
Ofte kom vi direkte fra byen, når vi søndag morgen skulle stå klar i kirken. Det blev det ikke værrer af. Dog fik vi besked på, ikke at bruge toilettet i kirkegangen, når der skulle kastes op. Man kunne høre det i kirken.
Vi havde respekt for vores arbejde, selvom det måske ikke lyder sådan. Vi nød at synge. Vi øvede og hyggede os. Den gode stemning og de små drillerier, gjorde at vi gav os fuld ud.

Nu synger jeg ikke mere. Altså, kun for mig selv og små linier. Jeg er meldt ud af folkekirken for år siden, så det med Gud har jeg taget stilling til. Men jeg elsker stadigvæk at komme i en kirke og synge af lungernes fulde kraft.