blog top

mandag den 9. juni 2008

Tiden går, men er stadigvæk betydelig...

I går var det 6 år siden...
I går læste jeg tilbage. I dag vil jeg skrive det her.

Jeg kan stadigvæk ikke forstå det. Jeg mærker stadigvæk savnet.
Da jeg sad i haven lørdag aften, var det præcis det tidspunkt, hvor jeg blev ringet op af min søster, at min Far blev indlagt. Jeg vidste det med det samme, at det var noget skidt. Jeg vidste, at det var nu. Nu skete det.
Jeg skulle have været på arbejde om morgenen, men måtte ringe derop og sige, min Far var død. Jeg syntes faktisk, det var synd for hende, der tog imod besked. For hvad siger man til sådan en besked...

For andre lyder 6 år sikkert som meget,som lang tid, men det er det ikke for mig. Det betyder stadigvæk et stort savn. Et menneske jeg mangler i mit liv. Min eneste Far.

16 kommentarer:

NILLE sagde ...

Marianne, du ved, at jeg ved det. Jeg sidder her med stille tårer - 6 år er ingenting - ingenting overhovedet. Det er ikke nok til at udviske klokkeslet og ord og billeder, som måske er lidt længere væk de andre dage på året. Lige gyldigt hvad så genlever man den dag... og det vil du altid gøre. Det bliver nemmere - men det forsvinder aldrig. Ligesom han altid være en del af dig også på den positive måde.

Dit 1 år gamle indlæg, som jeg ikke tidligere har læst, rørte mig dybt. Jeg tog til Hillerød hver aften efter arbejde i 3 måneder... man henter energi man ikke anede, at man havde. Energi man aldrig får tilbage på samme måde (forhåbentlig) - men i den situation skal den bare findes. Og så gør man det!

I er så heldige, at I har hinanden og har været sammen gennem hele forløbet. Det er utroligt vigtigt bagefter.

Min far døde lidt i 22 om aftenen og jeg måtte ringe til venner, kolleger etc. næste morgen - det er forfærdeligt også for den i den anden ende af røret.

Marianne, jeg håber, at I også i dag kan være sammen om de gode minder.

Det vigtigste jeg har lært er, at man ALDRIG skal tænke over hvad andre synes er kort eller langt... det er din far, det er din sorg... og din kærlighed.

Jeg kender de dage alt for godt - og sender dig et kæmpe knus og kram.

fiskerfernandez sagde ...

Et knus til dig, soede ven.

Husejer sagde ...

Jeg tror, at savnet efter en elsket forældre er som et sår der aldrig heler helt.

Du sætter så smukt et minde over ham.

Anne O'Manne sagde ...

Dejligste Marianne

Jeg forstår virkelig godt, at savnet er så stærkt.
At miste en så betydningsfuld person er vel som at få amputeret en del af sig selv. Der vil altid være noget, der mangler.

Gigantisk kram til dig fra mig.

Valdemarsro sagde ...

Et knus til dig Marianne!
Tid er noget mærkeligt noget, begrebet afhænger af de hændelser der er forbundet med tiden. Jeg kan godt forstå at du savner og at det stadig gør ondt.

Kagekonen sagde ...

Tabet af en nær og elsket person kommer man aldrig rigtigt over, man kommer (som regelt) videre. Dit indlæg fra sidste år er meget rørende, som du måske ved, er min mor syg med lungekræft og i januar standsede de behandlingen. Hun er her stadig, men ingen af os ved hvorlænge... Jeg frygter faktisk den dag, jeg skal ringe til familien og vennerne og fortælle at det er slut.

Marianne's mening sagde ...

nille: Tak!
Ja, jeg ved du ved det!
Det er virkelig underligt. At man ike mere skal se sin far i levende live. Men sådan er det jo med livet, og derfor er det vigtigt at være tilfreds med sit liv.

Man kan virkelig klare en masse, når en har brug for det. Heldigvis er vi en meget sammentømret familie, og vi har virkelig kunne hjælpe hianden. Vi er gode til at mindes, glædes over vores far og alle de gode ting vi fik sammen.
Vi hjalp, støttede, var oppe og nede på forskellige tidspunkter! Og sådan er det heldigvis staidg.

Du har ret i at man ikke skal tænke om, havd andre syntes om min sorg. Jeg har heldigvis kunne bruge og hjælpe andre i ligende situationer.

Marianne's mening sagde ...

Fisker: Mange TAK for det! :-)

Marianne's mening sagde ...

Husejer: Det er nemlig et sår, som aldrig vil hele.
Jeg kommer videre i mit liv, men jeg vil altid savne ham og det kan stadigvæk gøre ondt.

Det er faktisk vigtigt for mig, at skrive om ham her. For mig selv, for at mindes ham og dele ham med andre.

Jeg ville så gerne have delt mere af mit voskne liv med ham...

Marianne's mening sagde ...

Anne: Tak Anne!

Jeg tror faktisk, vi alle fire piger har det sådan: At vi alle føler os mest speciel i forhold til ham. Det er det, han har fået os til at mærke og føle. Tænk at give den dejlige følelse til sine piger. At alle føler sig speciel og unik i hans øjne!

Jeg bliver ind imellem så misundelig på andre, der har deres far og har gode stunder med ham. :-)

Marianne's mening sagde ...

Valdemarsro: Tak!

Tiden er nemlig mærkelig. Jeg syntes, det er lang tid de 5 år jeg har været på samme arbejdsplads, men savnet efter min FAr er stadigvæk stort efter 6 år!

Tid er underligt.

Marianne's mening sagde ...

Kagekonen: Jeg ved desværre din situation. Hvor er I heldige, stadigvæk at have din mor i hverdagen :-) Det er med at glædes og nyde det stille og roligt.

Jeg tror, at min Far ubevidst overlevede min og min søsters fødselsdag i maj, før han sov ind. En uge efter min fødselsdag skete det. Jeg tror han lige ville have dem med. SÅdan vil jeg gerne tænke på det :-)

Det er så forfærdelig at skulle ringe rundt. Man er selv ked af det og ved man gøre andre så frygtelig kede af det! Selvom det er ventet.

Lotten sagde ...

Kæreste Marianne, seks år er jo ingen tid. Han holder jo aldrig op med at være din far, vel?!
Jeg kan blive helt kold indvendig ved tanken om at mine forældre en dag ikke er her mere. De har jo været her så længe jeg kan huske.
For et par år siden oplevede jeg at tre af mine veninder mistede hhv. to fædre og en mor inden for fjorten dage. Da ringede jeg godt nok meget hjem i en periode, indtil min far erklærede, at han var inkarneret fatalist og helt afklaret med, at i morgen kan være den sidste dag - og at han ingenting fortryder. Han har levet et godt liv og vi kender hinandens betydning, så det giver lidt ro. Jeg har ikke berøringsangst når det kommer til døden - så længe den bare ikke rammer mine allernærmeste...det ved jeg slet ikke, hvordan jeg kommer til at håndtere den dag, det sker. En ting er dog sikkert, og det er at jeg er sikker på, jeg aldrig vil holde op med at savne dem.

Madame sagde ...

Kæreste Marianne! Jeg kender det så godt - og kan jeg kan ikke finde på mere at sige end alle disse smukke kommentarer, du har allerede har fået. Måske er det en lillebitte trøst, at I er flere søskende til at dele minderne om din far. Knus til dig.

Marianne's mening sagde ...

Lotten: Han vil nemlig altid være lige netop min Fra :-)

Det var dog en frygtelig tid, du havde med alle dine venner, som mistede! Det er frygteligt!
Jeg forstår godt trangen til at ringe hjem tit, have kontakt for det hjælper i en utryg tid.
Sikke en afklaring, din far har. Der er meget flot. I perioder er jeg selv meget afklaret, men ved ikke om jeg er det i længden :-)

Men tanken og oplevelsen om at man ikke skal ses igen er skræmmende.

Marianne's mening sagde ...

madame: Tak!
Det har nemlig været en stor trøst, at vi har været så mange. AT have forskellige søstre at søge hjælp hos, at snakke med, mindes, grine og græde sammen med. SÅdan er det stadigvæk. Og så heldigvis har vi vores fantastiske mor!