blog top

søndag den 29. maj 2011

En historie fra et maratonløb...

For en uge siden gik jeg med sommerfugle i maven. Få timer til at mit første  maraton blev skudt i gang.
Jeg mødte folk, jeg kendte. Løber. De gav knus og opmuntrende ord. Det skulle nok gå.
Så blev løbet skudt i gang. Men jeg hørte det knap, for jeg var så langt nede i rækken -for jeg havde valgt at løbe med en gruppe med slut tiden 4,5 time. 15 min gik der før jeg kunne løbe over start-stregen. Men så var jeg også i gang.

De første 5 km er altid de hårdeste for mig. Mine ben skal lige varmes op, men denne dag var det anderledes. De første 15 km var en drøm og de nemmeste i hele verden. Jeg tog mig selv i at måtte sænke farten lidt for ikke at løbe fra gruppen. Et valgt jeg var glad for. For tit kommer man for hårdt fra start, hvilket gør at resten af løbet bliver svært.

Rundt på ruten stod familie og heppede. Husejer var der. Det gav energi.
Da jeg var omkring halvvejs begyndte det at regne. Det var rart. At blive kølet ned.

Omkring de 30 km var jeg ved at være noget træt, men jeg løb dog stadigvæk. Ikke en gang overvejede jeg at skulle gå. For jeg vidste også at det ville blive alt for svært at komme i løb i gen.
Omkring de 35 km sker der noget helt unikt. En mand kommer forbi, og vi begynder at tale sammen. Et spørgsmål, og vi løber lidt videre, men altid er vi lige ved hinanden. Jeg kan mærke, det var rart at tale. At glemme træthedens smerte i benene. Jeg spørger om det er hans første maraton, men han er en rutineret løber og er i gang med sit 28. maraton. Så  begynder vores rejse sammen.

De sidste 7 km bliver vores rejse sammen. Vi taler hele vejen. Begge havde vi brug for hinandens selskab og energi. Vi bliver enige om at sætte tempoet op, så vi begynder at overhale en del. Det er ren overskud. De sidste 3-4 km løber vi med en hastighed på 5,30 min pr. km.
Han kommer lidt foran og jeg tænker, at give slip og lade ham løbe, men sådan bliver det ikke. Han spørger efter mig. Siger at vi løber sammen over målet. Sammen hjælper vi hinanden.
Over Langebro overhaler vi med en god fart. Vi når målet sammen. Ovre målstregen stopper vi op. Giver hinanden hånden og takker for hjælpen. Sludre lidt, før vi går hvert til sit.
Jeg ved, han hed Preben, ham manden, som gav mit første maraton en oplevelse af noget helt unikt, som er svært at genfortælle. Det var en helt speciel oplevelse.


2 kommentarer:

Anne sagde ...

Bliver helt rørt over din fortælling..for den viser jo også, at ting og sager går, hvis man hjælpes ad :D

Marianne's mening sagde ...

Anne, Det var nemlig en historie, som rører mig også. Tænk, at fremmede mennesker kan og vil hjælpe hinanden. Det er smukt.