En historie fra et maratonløb...

For en uge siden gik jeg med sommerfugle i maven. Få timer til at mit første  maraton blev skudt i gang.

Jeg mødte folk, jeg kendte. Løber. De gav knus og opmuntrende ord. Det skulle nok gå.

Så blev løbet skudt i gang. Men jeg hørte det knap, for jeg var så langt nede i rækken -for jeg havde valgt at løbe med en gruppe med slut tiden 4,5 time. 15 min gik der før jeg kunne løbe over start-stregen. Men så var jeg også i gang.

De første 5 km er altid de hårdeste for mig. Mine ben skal lige varmes op, men denne dag var det anderledes. De første 15 km var en drøm og de nemmeste i hele verden. Jeg tog mig selv i at måtte sænke farten lidt for ikke at løbe fra gruppen. Et valgt jeg var glad for. For tit kommer man for hårdt fra start, hvilket gør at resten af løbet bliver svært.

Rundt på ruten stod familie og heppede. Husejer var der. Det gav energi.

Da jeg var omkring halvvejs begyndte det at regne. Det var rart. At blive kølet ned.

Omkring de 30 km var jeg ved at være noget træt, men jeg løb dog stadigvæk. Ikke en gang overvejede jeg at skulle gå. For jeg vidste også at det ville blive alt for svært at komme i løb i gen.

Omkring de 35 km sker der noget helt unikt. En mand kommer forbi, og vi begynder at tale sammen. Et spørgsmål, og vi løber lidt videre, men altid er vi lige ved hinanden. Jeg kan mærke, det var rart at tale. At glemme træthedens smerte i benene. Jeg spørger om det er hans første maraton, men han er en rutineret løber og er i gang med sit 28. maraton. Så  begynder vores rejse sammen.

De sidste 7 km bliver vores rejse sammen. Vi taler hele vejen. Begge havde vi brug for hinandens selskab og energi. Vi bliver enige om at sætte tempoet op, så vi begynder at overhale en del. Det er ren overskud. De sidste 3-4 km løber vi med en hastighed på 5,30 min pr. km.

Han kommer lidt foran og jeg tænker, at give slip og lade ham løbe, men sådan bliver det ikke. Han spørger efter mig. Siger at vi løber sammen over målet. Sammen hjælper vi hinanden.

Over Langebro overhaler vi med en god fart. Vi når målet sammen. Ovre målstregen stopper vi op. Giver hinanden hånden og takker for hjælpen. Sludre lidt, før vi går hvert til sit.

Jeg ved, han hed Preben, ham manden, som gav mit første maraton en oplevelse af noget helt unikt, som er svært at genfortælle. Det var en helt speciel oplevelse.

Sig det med ondt i halsen...

Kroppen har sagt pause. Den siger det ikke med blomster, men med ondt i halsen nu på 4 dagen, med frossen krop og øjenmigræne to dage i træk.

Jeg har trænet andet end løb. Endelig er der step og pump tilbage på træningsprogrammet, men jeg har måtte  indset, at de 6 timer, der var planlagte var ikke i overensstemmelse med, hvad kroppen ville.
Jeg lytter og er sød ved kroppen, for den gav mig den største gave i søndags ved at fører mig igennem en maraton.

Jeg sidder tilbage med en underlig følelse. Næsten nedtrykt. Over at have træet så intens det sidste halve år, så gennemfører til ønsketiden, og så er det slut. Det er tomt. En ensom følelse, at målet er nået.
Andre har fortalt mig, at det tit er sådan efter et stort mål.

Nu er mit næste mål hovedopgave og en eksamen. Så er den uddannelse slut og endnu et mål nået...

Men først er næste mål min fødselsdag på mandag. Næste tal er 36 år. Jeg nåede at løbe mit første maraton inden ;-)

Målet...

Efter 4 timer og 31 min. kom jeg i mål. Træt, men allermest glad. Tænk, jeg har løbet og gennemført mit første maraton. Nu tænker jeg allerede på mit næste...

TAK for opbakning her, på Twitter og Facebook.
Det glæder mig så usigeligt meget, men specielt hende her. For hende så jeg og kunne vinke til. Det gav smil og glæde i mine løbeben. Tak!

Copenhagen Marathon, Tanker før løbet...

Nu handler det om timer. Timer, før jeg står til start med mine pink snørebånd  bundet, så de kan holde til de næste 4,5 times løb.

Jeg forsøger at være i nuet, og gøre det ganske godt. 

Togturen i går blev nydt med god bog og tanker om løbet. Den korte løbetur på 7 km i går rundt på Amager var tiltrængt. Benene var gode. Vejret varmt. Turen blev nydt.

I dag skal startnummeret hentes. Boder med sportstøj tjekkes ud. Pasta skal spises. Depoterne fyldes op. 

I dag er tankerne om jeg nu virkelig er klar. Tvivlen kommer. Tænk, hvis jeg går kold.  

Skader findes ikke i mine tanker, men mere den udmattelse, som vil snige sig ind efter 30 km i fint solskins vejr. 

Jeg ved det, kan huske det, men har glemt, at jeg har været oppe i de lag kilometer mæssigt. En tur på 27 km og en tur på 30 km er klaret. 

Jeg har været oppe at snuse til kroppens grænse.

Tvivlen bliver slået ned af modet og overskuddet. Selvfølgelig kan jeg. Stædigheden ejer jeg. Ved jeg aldrig vil gå ud på grund af dovenskab. Der skal og vil blive kæmpet.

Det er som en eksamen. Består jeg. Består jeg med glans? Eller dumper jeg med et slag. Målet er jo at gennemfører, men jeg vil selvfølgelig også gerne inden for en fin tid, som i min verden er 4,5 time.

Jeg tænker på, om jeg skulle have holdt min mund med løbet. Holdt det for mig selv. For, hvis jeg ikke kommer igennem, er der ingen, som ved det. Nu ved mange det. Jeg har indbudt til offentligt ydmygelse, hvis jeg ikke kommer igennem. Men det nederlag må jeg påtage mig...

Om lidt vil jeg ud i solskinnet. Tænke gode tanker. Nyde dagen. Nyde timerne. Nyde processen i mit hoved, mine tanker, min krop.

Jeg håber, I hepper stille med...

Målet er -snart- nået...

I et stille og roligt tempo, bliver bogstaverne synlige på skærmen og fylder siderne med ord, som fortæller om sociale medier og virksomheder.

Imens drikkes kaffe. Tanker tænkes. Der bliver snakket. Der bliver stirret ud i luften, og smil kommer ubemærket frem. Facebook og Twitter bliver tjekket. Alt imens hovedopgaven stille sniger sig op på 25 sider. Jeg er godt i gang.

Nogle af tankerne er selvfølgelig om den kommende søndag. Ruten bliver gennemgået, og jeg prøver at se det for mig. Tænke ruten igennem.

På søndag sker udfordringen. En udfordring, jeg ikke havde set komme før i september. Nu er jeg så tæt på målet.

Nye udfordringer skal til. Jeg tænker og forsøger at få dem til at spire. Jeg skal nok finde på nye mål i livet.

Copenhagen Marathon 2011...

Om 14 dage løber jeg rundt i de københavnske gader. 42,2 km. Alene. Mig, mit hoved og mine ben. Min løbemakker er desværre ude. Skinnebensbetændelse ha sat hende ud. 2 måneders pause, skal hun se frem til.

Men jeg tager afsted. Jeg er klar. Tror jeg. En tur på 27 km med overskud er prøvet. Ligeledes er en tur på 30 km med krise fra næsten første kilomet også overstået. Det var hårdt! Men jeg kom igennem.
Jeg er glad for mine erfaringer med den gode tur, men også med krise-turen. Fordi den bevidste for mig, at jeg kan. Kan klare det mentalt alene. At jeg har styrken, men også en stædighed.

Om 14 dage. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvad jeg går ind til, og det er stadigvæk med en ydmyghed, for der er 14 dage, hvor jeg bare ingen skader eller overanstrengelse må få.
Jeg stopper nu med spinningstræning, men fortsætter med Flow. Ellers er det små turer med løb og interval. De sidste 14 dage skal være rolige.


Jeg afprøver energidrik, gel og løbetøj. Løber med væskebælte, plejer hudafskrabninger fra pulsur og vabler på tæer. Ser billeder herfra, og får altså lidt kriller i maven.
Tænk, jeg skal være med.
Jeg håber at gennemføre, det er det største mål. Næste mål er om det kan blive omkring 4,5 time. Nu må jeg se.
Om 14 dage...

Jeg løber og lever...

 Påsken er ovre. Og hvilken påske. Familiebesøg til lam, som blev yderst vellykket, hvis jeg selv skal sige det.
Påskehygge hos søster med den bedste kage, nemlig Medaljen.

Påsken var andet end hygge. 23 timers arbejde på to dage blev det til. Jeg var træt, da jeg kom hjem efter sidste time, men hvor var det dejligt at give knus og smil. At sidde tæt og grine. At pjatte og gøre en forskel, der gøre at mit hjerte glædes. For der skal ikke ret meget til. Jeg giver meget, men får så uendeligt meget igen.

 Lørdagen bød på den længste løbetur. 30 km. Alene. Den længste tur jeg når inden det store løb, maraton. Det gik godt, trods kriser. Men jeg burde heller ikke have drukket og været i byen to dage før. Sådan bliver det ikke til det rigtige løb, så jeg håber at kriserne bliver anderledes. Men nu har jeg heldigvis de erfaringer med, og ved jeg kan gennemføre alligevel. Min psyke fik mig ikke ned. Jeg er sgu stolt af mig selv.

Praktikken er snart slut. En dag tilbage. Hvor har jeg mødt mange mennesker. Hilst og hjulpet. Sendt mange smil og fået mange retur. Jeg har nydt og ikke mindst lært.

Maraton del II & Kinesio Tape...

Det blev lørdag og tid for løbeturen. Inden havde jeg en aftale med Søster Løgsovs om at blive tapet ind.

Der bliver målt og klippet til.

Så er det klart. 

Resultatet ser ret fint ud. Jeg tænker, at købe to forskellige farver tape til maratonløbet, for det vil blive et fint mønster.

Men hvorfor Kinesio Tape?
Søster Løgsovs er fysioterapeut og uddannet i at lægge tapen. Tapen er en special tape og er lagt efter en speciel teknik. Det tapen gøre i korte træk er, at den bedre forholdene i musklen, således affaldsstofferne hurtigere transpoteres væk fra musklen, hvilket bevirker, at musklen er mere udholdende når man løber og at man restituerer hurtigere.
Det må virkelig virke, for i dag troede jeg, jeg bare skulle tage 10-15km, men det blev til 27 km på 2 timer og 45 min.
Jeg er vildt stolt af mig selv. En løbetur alene og så kunne jeg klare de mange kilometer. Mentalt er jeg totalt høj.

Og så noget klamt. Jeg har mistet en negl igen. Pegetåen mangler negl. Det er anden gang. Endelig var der kommet en fin ny negl på, men den faldt af forleden dag. Det kræver sin mand at løbe :-)

Maraton Status...

Om 37 dage er det overstået. Maratonløbet i København. Med eller uden mig.

Status er, at løbemakker har fået skade, som nu har krævet pause fra hendes side i 3 uger. Om halvanden uge er hun klar igen -håber jeg. Hun er ramt af skinnebensbetændelse. Overanstrengelse.
Jeg er fit for fight. Kroppen klarer træningen. Ingen skader (7-9-13). Jeg tænker, at træningen med BodyPUMP og specielt BodyFLOW, som jeg stadigvæk dyrker, har styrket kroppen.
Jeg er i gang med intervaltræning. Jeg kan allerede mærke en forskel.

Det har ikke altid været lige sjovt at skulle ud på løbetur. Specielt, når jeg har skulle løbe alene. Jeg er ikke vild med at løbe alene, mangler tit motivationen. Derfor har jeg taget kilometer på løbebåndet, hvilket andre ikke helt forstår, da de finder det kedeligt.

Status lige nu er:

• At jeg inden april eller lige i starten af maj har nået en løbetur på 30 km. Mentalt skal det til, for at bevise for mig selv, at jeg kan klare det.
• At jeg skal arbejde mentalt med at skulle løbe de 42,2 km alene, hvis løbemakker ikke når at blive klar.
• At jeg kan motiverer mig selv til at få trænet og få flere kilometer i de ben.

Jeg er så tæt på mål, men mangler stadigvæk en del.  Dog er humøret ikke dårligt. Jeg vil deltage, jeg vil gennemføre, jeg skal nok klare det. Troen er der, og det er vigtigt for mig lige nu. At jeg selv stadigvæk tror på det. 

I morgen venter en ny løbetur alene. Faktisk glæder jeg mig en smule. Efter de første 5 km er jeg i klar. De første 5 km skal lige overståes, så er jeg kørende. Jeg er bedst på de lange distancer, har jeg fundet ud af. Efter de første 5 km er jeg inde i rytmen og løber bare afsted.

I morgen skal det nydes.

Klar til en ny dag...

I går tog pusten fra mig. På den gode måde. Travl travl travl dag i praktik. Hjem. Købe ind og gøre rent. Da træningstimen skulle begynde sad jeg i min sofa. Med mad ude fra byen. Jeg var smadret. I stedet for træning, tog jeg en prøve i at lytte til mig selv og min krop og høre, hvad den gerne ville.
Kroppen -og sofaen vandt.

I dag er jeg frisk. Klar til en ny dag. I dag står den på træning. Det ved jeg allerede nu. Jeg glæder mig allerede.

Livet er en godbid...

Jeg er mat og træt. Slidt, når jeg kommer hjem. For en periode er det sådan. Derfor kan jeg leve i det. Med målet: Maraton, bliver meget fritid brugt på træning. Ikke alt er løb, jeg har timer som bruges på andet træning. Hvor jeg knokler på med kroppen på en anden måde. Får fornyet energi. 

Nyder så at komme ud i foråret og løbe. Pludselig er en halvmaraton en ugentlig begivenhed. Fantastisk fornemmelse. 

Jeg har mine oaser, hvor jeg lader op, får omsorg og hvor jeg bare er. Ingen krav. Og så har jeg en evne til at være i nuet. En god evne. Måske fordi jeg hele tiden har oplevelser at se frem til. Godbidder til livet.

Mit nyeste crush...

Løbetræningen går godt. Dog har løbemakker fået skinnebensbetændelse, hvilket vil sige, den står på pause weekenden over.

Vi startede denne torsdag morgen med knap 22 km. Super dejlig fornemmelse, og helt utroligt at jeg nu kan klare det uden de store problemer.

Dog er det ikke rosenrødt det hele. Der er kommet et par ekstra kilo på kroppen, hvilket jeg slet ikke er tilfreds med.
Jeg har haft en crush på Nutella, og det må være slut. For jeg kan ikke administrerer forholdet til et skrabet bekendtskab, men tager hvad jeg kan få af fylde og smag.

Chokolade og slik har været tro følgesvende, for når jeg nu løber så meget, har jeg da godt kunne spise lidt... men sådan hænger det så ikke sammen.
Jeg har sluttet dagen af med en spinningstime, så nu har samvittigheden det lidt bedre. I morgen tidlig skal fedtprocenten måles, jeg tror ikke jeg bliver glad...

En løbende opdatering...

Maraton træningen er skudt i gang. Om 15 uger skulle jeg gerne have løbet cirka 975 km, hvoraf de 42,2 km vil blive rundt i Københavns gader i maj.
Det lyder helt vildt, men jeg kan allerede i morgen aften trække 30 km fra.

Jeg træner normalt BodyPUMP, BodyFLOW og spinning, men på grund af, at jeg nu skal løbe så meget må jeg skærer ned på dette, for ikke at have for tunge og trætte ben hele tiden -og så skal der jo også være tiden til det.
BodyPUMP vil jeg stadigvæk holde lidt på, men skære ned på træningstimer og på kilo jeg tager på vægten, når benene skal trænes. For, at styrke overkroppen er stadigvæk vigtigt.

BodyFLOW er fantastisk for kroppen, så det må jeg bare til, løb eller ej. Stræk og styrke for kroppen er fantastisk.

Spinning vil jeg kun tage, hvis jeg en dag virkelig ikke gider løbe.

Nu må jeg se, om jeg når mit mål. Om jeg kan blive fri for skader. Jeg tror på det, og har energien og lysten til at gennemfører både træningen op til maraton og selve løbet.

Det går jo godt...

Knap 53 km er det blevet til i denne uge. Sidste uge omkring det samme. Det er løb, der skrives om.
Jeg kan vel ikke helt undgå, at bloggen kommer til at handle noget mere om træning, det næste havle år, men det er det, der kommer til at fylde meget i mit liv.

Julen, der løb væk...

Julen er veloverstået. I familiens skød og i gode venners lag. Først i dag har jeg kunne slappe af med sofa og hygge. Det er stor-nydt.
Dog har der været tid til at gøre ting for mig. I den sidste uge er der kommet næste 50 km i benene. Det har været et helt fantastisk vejr at løbe i. Frostgraderne har ikke været at mærke, bare tøjet er i lag nok. I dag var det i snevejr jeg løb med min veninde. Helt smukt med hvide marker og haver.

(Tænk, at jeg skulle nyde så meget at løbe. Mig, der for et år siden ikke løb. Tænk, at jeg nyder så meget at løbe ude og følge naturen -mig, der elsker at være indenfor)

I dag var der nye 19 km, så efter sådan en tur og uge, er det super dejligt at kunne indtage sofaen med god samvittighed og bare slappe af. Mon ikke vi når nye 50 km i denne uge. Det er planen indtil videre.

Lag på lag på lag...

Sådan ser det ud, når en løbetur i snevejr og minusgrader er overstået. Det er så fed en fornemmelse at komme ud. Jeg trængte. Benene var klar. Lige som en kalv, der kommer på marken for første gang.

Jeg er blevet en løbe-pige.

Jeg render rundt om mig selv og livet...

I aften var jeg til et møde, som jeg nok aldrig havde troet, jeg skulle deltage i.Et møde om mulig interesse om at træne op til en hel- og halvmaraton. Jeg forstår ikke, hvordan jeg er gået fra at hade at træne til at være bidt af det. Men guuuud hvor jeg elsker denne udvikling.Nu er spørgsmålet så. Skal det det være et mål i mit liv at have løbet et hel- eller halvmaraton?!
Jeg er gået i tænkeboks.Tænk om jeg er at finde med løbesko på i København i maj 2011...

...jeg gider vist gerne...