blog top

søndag den 5. juni 2011

Min Elskede Far...

Jeg får nogen gange ondt i hjertet. Så ondt at tårerne stiger og det prikker i læben. Smerten er sorg. Den sidder der i hjertet, som et greb, der indimellem strammes.
Den strammes på denne tid på året. Jeg ved det. I år strammes den lidt mere. For i år er savnet stort.

Hvert år efter min fødselsdag, kommer tankerne om min Far. Han nåede min 27 års fødselsdag. Som blev holdt hjemme i mit barndomshjem, for min Far kunne ikke holde til mere. Han kunne ikke holde duften af maden ud, men sad stille og lille i sofaen. Men han var med, da jeg blev 27 år, men ikke da jeg blev 28 eller 36 år.


Om 3 dage er det 9 år siden. Det lyder som mange år, men det er det ikke for os. Os som savner vores Far. Savner hans drillerier, hans hjælpsomhed og hans godmodighed. Aldrig må andre negligere det, at der er gået så mange år, for det er stadigvæk min Far, som jeg savner.


Den 08.06.2002 sov min Far stille ind i mit barndomshjem efter tre måneders sygdom. Han døde med min Mor ved hans side. Han blev 56 år gammel.

10 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Forstår hvad du mener. En af mine venners mor er lige død, jeg føler mit eget savn så tæt på lige nu.

Therese sagde ...

Kram til dig, og tak fordi du deler. Det er vigtigt at komme ud med det, tror jeg. <3

Fisker & Fernández sagde ...

Jeg bliver helt trist, når jeg læser, hvordan du savner din Far.

Selvom han ikke er her hos dig, er jeg sikker på, at han er pavestolt af, hvad du har opnået i alle årene og selvfølgelig her i foråret - og ikke mindst den person, som du er. Dejlig, målrettet og medlevende :-)

Marianne's mening sagde ...

Moffe, Ja, du kender det! Og specielt når andre står i det, så popper det op, og savnet bliver så mærkbart.
Men jeg tror, din ven har en god ven i dig. FOr du kender -desværre- følelsen. Forstår uden at der skal tales så meget.

Pas på dig selv!

Marianne's mening sagde ...

Therese, Jeg bliver altid så overrasket, at det rammer mig på denne tid af året. Jeg burde kunne huske, det kommer :-)
Jeg vil så gerne dele min Far ud og jeg er så glad for at I tager pænt imod ham.

Det betyder meget for mig.

Marianne's mening sagde ...

Fisker, Jeg var også trist i går. Hvor ville jeg gerne have, at han havde oplevet maraton-medaljen om min hals. AT jeg bliver færdiguddannet, men også at jeg vælger det pædagogiske arbejde igen. For der havde vi helt samme arbejdsglæde. Min Far og jeg.

Jeg håber og tror, han vil være stolt af mig og hans andre piger :-)

Tak for dine ord!

Heidi sagde ...

Kære Marianne
Knus og kærlige tanker fra mig

hulebo sagde ...

Dit indlæg rammer mig lige i hjertet, her hvor der næsten er gået 5 mdr. siden min mor døde. Hver dag kommer vi et skridt, en dag, længere væk fra den tid, hvor hun var her.
Jeg havde hende næsten til jeg blev 40, og alligevel savner jeg hende frygteligt.
På en eller anden måde trøster det at læse, at også andre savner og bærer den slags sorg med sig.
Kh Hulemor

Marianne's mening sagde ...

Tak Heidi :-)

Marianne's mening sagde ...

Kære Hulebo, Man kommer videre for hver dag, og sorgen bliver til savn. Men indimellem strammer sorgen sit greb. Der hvor savnet bliver alt for stort.

Det gøre mig ondt, at du selv har fået sorgen med som følgesvend. Lige meget hvor gammel man er, er det jo altid ens mor eller far. Det er en person, som man vil komme til at mangle i livet, der er ting, som man skulle have delt, oplevelser. I stedet for må jeg sende en kærlig tanke og skrive om det her.

Men vi er desværre mange som savner.
Din sorg bliver savn på et tidspunkt, men aldrig er der gået for mange år til du ikke må savne mere. Det må man altid gøre.