...

...og jeg elsker så meget andet...

...

Jeg elsker lørdage

Jeg, en nørd...

Tog til skolen, selvom jeg kunne arbejde hjemme. Der er projekt i luften. Vi var nogle stykker som aftalte, at sidde på skolen. Vi sidder og koder. Jeg koder min egen hjemmeside.

Vi nørder, og timerne flyver afsted.

Ingen program bliver brugt, alt sidder vi og koder i hånden. Helt fra bunden. Vi drikker kaffe, har sejrs jubel, giver high-five når det lykkes og bander, når det ikke lykkes.

Vi hygger helt vildt.

Jeg er høj, når jeg sent på eftermiddagen tager derfra.

Det der nørderi er lækkert...

Su'en kom, så og sejrede...

I går mødtes jeg med hende den seje journaliststuderende, som fik sin ynglings-praktikplads, og sammen indtog vi Århus by og alle tøjbutikker.

Jeg skulle nemlig have nyt tøj, fordi su'en var gået ind, og fordi der jo kommer en enkelt julefrokost.

Jeg ejer selvfølgelig intet tøj, jeg vil kunne genbruge til denne fest, derfor måtte kortet køres igennem igen og igen og igen og igen...

Heldigvis havde jeg hjælp med, og det har resulteret i, at jeg har købt noget, jeg aldrig selv ville have købt! Nu skal støvlerne købes i dag, for der er stadigvæk su tilbage, og vi skriver jo allerede den 31.10!

Jeg håber, jeg bliver hot (et udtryk, som stadigvæk bruges af os -de unge studerende) til julefrokosten.

Nu er jeg så gået i gang med at overtale den seje journaliststudernede, med den fantastiske praktikplads, til at komme med og deltage i festen. Jeg tror nemlig, det bliver sjovt!

En drømmedag...

Når vi mødes, står munden ikke stille et øjeblik. Snakken flyder hele tiden, men sådan var det ikke i dag.

Stille, med få ord gik vi mod skolen. Hun talte noget sort, jeg lyttede.

Der blev hilst, og der blev indrømmet, at de fleste var nervøse.

Vi åbner døren og så slår stemningen i hovedet på mig. Summen af nervøse unge mennesker. Jeg mærker den med det samme. Godt, det ikke er mig, men jeg kan godt mærke, den sniger sig ind, selv hos mig.

Klokken er lidt over ni. Det er panikdag på journalisthøjskolen, hun søger praktikplads, og der er en drømmeplads. Det er ikke lige som på seminariet; -nej, her skal der kæmpes! Virkelig kæmpes. Der bliver givet knus til klassekammerater og et held og lykke, selvom de kæmper om samme plads.

Jeg får mine instrukser, for jeg skal være telefonpasser. Tage imod opkald, når hun er inde til samtale.

Klokken 09.30 lyder signalet; praktikpladserne må ringe til de studerende, de gerne vil have til samtale.

Vi står udenfor hendes drømmeplads, men hendes telefon ringer ikke. Hun kan ikke holde ud at se, at der render folk ind. De er blevet ringet op. Stadigvæk ingen lyd fra hendes telefon.

Jeg tjekker lige med hende, at den nu er tændt.

Hun undskylder over at vi går lidt væk, men jeg følger bare med som skyggen, det her handler ikke om mig. Jeg kan godt fornemme og se, at hun er ved at blive trist, da hendes telefon stadigvæk ikke ringer.

Jeg forsøger med, at der ikke er så mange mennesker derhenne endnu...men kan jo godt se, at det er der, og jeg ved, der stedet kun har 7 pladser. Jeg holder mund.

Så ringer telefonen. Hendes telefon. Jeg lytter, men kan slet ikke fornemme, om det er en god opringning, altså fra drømmepladsen eller en af de andre.

Hun begynder at gå, gå hen, hvor drømmepladsen holder til.

Jeg ånder lettet op. De ringede til hende.

Jeg venter ude. Hun går ind. Tiden snegler sig afsted. Men pludselig åbner døren. Hun kommer ud, nærmest lidt pukkelrygget og det et gummiansigt... hvordan skal det lige tolkes, men jeg kan godt se det!

Hun er glad og jeg får det største knus, og jeg indrømmer, der er et par tårer hos mig, som skal tørres væk. Hun svinger med kontrakten på sin drømmepraktikplads. Hun fik den. Hun kaster sig på gulvet og ligger der, op igen og ligner nu en støvbold. Jeg spørger, om hun har set kantinen bag de store glasvinduer, hvor hun lige lå, men intet kan slå hende ud. Klokken er 09.43, tiden har bare føltes længere.

Den seje kvinde, der for et år siden fortalte mig om denne dag. Nu har jeg oplevet den selv, og hvilken fantastisk dag. Tænk, at jeg måtte være med. Tænk, jeg måtte være der for at støtte og hjælpe. Tænk, jeg var der, da hendes drøm gik i opfyldelse.

Snart er tiden gået...

Snart er det et år siden, jeg skrev sådan her.

Snart er det et år siden, at jeg var slidt op. Helt ind til benene. Et helt år siden, hvor jeg var trist, ked af det og bare var en lille pige, som havde det svært og havde vanskeligt ved at indse, at hun skulle til at passe bedre på sig selv.

Men det er et år siden, og hvilket år!

Jeg har nået langt på det år. Jeg har været modig, som jeg aldrig har været det før.

I maj tog jeg for første gang et fly alene. Ned til Madrid, hvor jeg skulle bo hos en pige, jeg aldrig havde mødt i egen person, men kun herinde, og jeg skulle have et gensyn med en anden, som jeg kun havde mødt en enkelt gang. Det var en fantastisk tur!

I Juni sagde jeg mit faste arbejde op efter 6 år, for at tage ny uddannelse. Jeg havde haft modet til at søge ind, og havde modet til at sige op. Modet til at gøre noget for mig!

Nu er tiden gået. Et helt år. Jeg har udviklet mig ekstremt meget. Jeg har brugt mine fantastiske veninder, som jeg sætter stor pris på -og min trofaste familie!

Der har været mange og lange telefonsamtaler med hende her, hvor vores verdner er blevet vendt igen og igen, og hvor nyder jeg det helt vildt! Jeg turde møde op og fejre hende til hendes fødselsdag!

Derfor er det helt fantastisk, at jeg nu, et år efter, er fyldt med så meget overskud, at jeg kan hjælpe andre. At jeg kan give tilbage, hvad jeg fik af dem for et år siden.

Jeg er taknemmelig over mit liv, mit mod, og mine fantastiske venner og familie!

Bare fordi...

Bare et billede.

Bare fordi min tanker er her og der.